lørdag den 26. juni 2010

Der har været lidt stille..

Måske har du lagt mærke til, at der har være lidt stille her hos Alma & Jacob. Nogle gange sker der nogle ting, som vi kun tror sker for naboen, men denne gang var det min familie der blev ramt. Min mor fik konstateret nyrekræft den 7 december 2009, som havde spredt sig til lunge og hoved. Min mor har været en kæmpe hjælp og støtte i mit firma. Hun har virkelig gået op i det, og strikket på livet løs til webshoppen. Det var altid hende der var med på messer, og hende der hjalp mig med regnskabet. Alma & Jacob var et mor og datter projekt, som har givet rigtig mange gode stunder sammen. Jeg tror ikke der findes et menneske der ville livet mere end min mor, og hun kæmpede alt hvad hun kunne, for denne kamp mod kræften ville hun vinde! Desværre vandt kræften til sidst, og den 17 maj 2010 sov min mor stille ind. Nu er hun en meget smuk engel!

Det var et halv år med op og nedture. Det var utrolig vigtig for mig, at jeg var der 100% for min mor. For skulle det værst tænkelige ske, at min mor døde, så ville jeg ikke sidde og tænke tilbage på, om der var noget jeg kunne have gjort anderledes. Så mit firma Alma & Jacob kom lidt på standby, så jeg kunne være der for min mor. Nu skal Alma & Jacob i gang igen, så jeg kan få udlevet min og min mors drøm.

Jeg blevet ringet op af Foreningen Børns Drømme, som har til formål at opfylde sygdomsramte børns drømme. Når et barn lever under de svære vilkår som et behandlingsforløb er, kan tanken om noget de virkelig drømmer om, motivere og give dem styrke til at kæmpe videre. Forældre og pårørende, har ofte ikke økonomisk eller psykisk overskud til netop at gøre dette.

Foreningen Børns Drømme ønsker:
• at opfylde sygdomsramte børns drømme, for at lette hverdagen.
• at skabe og vedligeholde sociale netværk for børnene, bl.a. via sociale arrangementer, da de tidligere kammerater ofte glider væk.
• at skabe flere glæder for sygdomsramte børn i dagligdagen.
• at hjælpe familier med sygdomsramte børn til at samles om andet end sygdommen, vi vil skabe nyt håb og lys i hverdagen for hele familien.

Der var ikke så meget at tænke over, for efter alt det min egen familie har været igennem, så var det noget jeg gerne ville støtte. Det er vigtig at få et pusterum i hverdagen, og måske få lidt lov til at glemme alt det sygdom.

Link til Foreningen Børns Drømme